5. søndag efter påske
Video af andagten 5. søndag efter påske - Rise Kirke
Andagten i ord 5. søndag efter påske
Prædiken til 5. søndag efter påske.
Jeg så et udsnit af et brev skrevet til en brevkasse for børn og unge og vil læse lidt af det op her:
”Jeg er en pige på 15 år, som snart starter på efterskole, og jeg glæder mig heeelt vildt!
Men det betyder blandt andet, at jeg kommer til at miste alle mine venner, og de har været mine bedste venner gennem de mange år, jeg har kendt dem, og jeg er så ked af at miste dem.
Jeg kan ikke holde tanken ud, og ender med at græde mig selv i søvn nogle nætter, og jeg hader det. Men der skal siges farvel.
Og hvordan siger man farvel til nogen man elsker af hele sit hjerte? Hvordan kan man sige farvel til nogen for altid, uden at det virker akavet?
Hvordan i alverden skal det siges?
Jeg håber virkeligt at I kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen Alberte”.
Ja, pigen siger her noget meget centralt. Hvordan får jeg sagt farvel? Hvordan får jeg kogt alt det ned, jeg vil sige? Hvordan får jeg udtrykt lige netop det, jeg føler, det som er det vigtigste, som jeg ønsker at sige til et andet menneske? Hvilke ord skal jeg bruge for at vise, hvor meget han eller hun betyder for mig?
Og det er svært at sige farvel. Vi har så mange følelser i klemme. Måske først og fremmest sorg og en begyndende følelse af tomhed. Og en tanke: kan jeg det her? Vil jeg det her?
Men nogle gange er det nødvendigt at tage afsked. Enten vi vil det eller ej.
Der er et ordsprog der siger: Når Gud lukker en dør åbner han et vindue.
Og det er det, der sker i dagens tekst: Gud er ved at åbne et vindue. Et vindue som for Jesus betyder hans himmelfart, hjem til Gud, der hvor han kom fra.
Og Gud er ved at åbne et vindue, for Han vil sende Helligånden til trøst og opmuntring til disciplene. Helligånden som skal vejlede dem og gøre budskabet levende for dem. Budskabet om Guds frelse.
Men for Jesu disciple åbnes der også et vindue. Et vindue mod fremtiden, hvor de skal til at klare sig selv. Hvor de skal undvære Jesus. Hvor de skal til at tænke selv. Og handle selv. Hvor de skal gebærde sig på egen hånd.
Og det er vel samme situation, vi befinder os i. Vi kan ikke lige spørge Jesus eller Gud til råds ansigt til ansigt. Jo, vi kan bede og det sker da også ind imellem, at vi får et konkret svar. Men udfordringen er, at vi har fået en opgave at løse. At leve vores liv på godt og på ondt. Men ikke kun for os selv og ikke kun alene – heldigvis. Og vi har fået et budskab, vi skal bringe videre.
Jesus vidste godt, at det var angstprovokerende. Disciplene havde ikke lyst til at tage afsked. De var fulde af angst for fremtiden.
De ville ikke tage afsked med Jesus – den Jesus, som de elskede så højt.
Men Jesus gør, hvad han kan for at lette afskeden for dem. Prøver at få dem til at fokusere på det centrale. På det han har lært dem. Og på den kærlighed han har til dem.
Og han formulerer det i en bøn. Jeg forstiller mig, at han beder mens disciplene hører det: Han siger bl.a. i sin bøn til Gud:
Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig,
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit,
Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«
Hele det centrale bliver sammenfattet i disse tre udsagn. Den tætte og ubrydelige kontakt der er mellem Jesus og hans elskede disciple. At han er ét med dem.
Og det gælder også for os i dag. At vi kan vi være ét med ham og øse af hans kærlighed og barmhjertighed. For der er nok både til os selv, og til at vi kan dele ud af den til andre.
AMEN
Bøn:
Herre. Lad din sol varme vores ryg, når vi træder ud i den nye dag. Gå med os hvor vi går. Hold ved os, når vi vakler. Lad os mærke, at nogen har brug for os derude.
Som du i din søn var ødsel mod os, så lær os at være ødsle med os selv og over for hinanden. Ja, lad det ses på os, at vi er lysets børn, og at du har overvundet mørket.
AMEN
